Historic View
Et totalrenoveret Besættelsesmuseum åbner for publikum
Efter to år med renovering og opbygning af en helt ny udstilling er Besættelsesmuseet klar til at tage imod gæster igen.
Udstillingen fortæller om Aarhus under besættelsen og om, hvordan det var at leve i en større dansk by i en tid med rationering, mørklægning og bomber i natten.
Museet handler om mennesker og om de svære beslutninger, som mange måtte træffe for at klare sig igennem krigen. Det handler om helt almindelige aarhusianere, om de tyske soldater og om Gestapos bødler og deres ofre. Endelig fortæller udstillingen også om dem, der valgte side og blev frihedskæmpere eller gik i tysk tjeneste.
Besættelsesmuseet har til huse i Aarhus’ tidligere politistation, der i krigens sidste år var hovedkvarter for det frygtede, tyske sikkerhedspoliti Gestapo.